På Hørsholm Kulturdag 2022 på Ridebanen lørdag den 3. september deltager repræsentanter fra samtlige Røde Kors lokale aktiviteter i et tæt besat program, som også byder på demonstration af hvordan man yder vigtig førstehjælp.
Røde Kors, der er den største frivillige organisation med omkring 400 frivillige i Hørsholm afdelingen, benytter Kulturdagen til at fortælle om sine mange aktiviteter i håb om at tiltrække endnu flere frivillige.
Jerry Ritz, som er bestyrelsesmedlem og kommunikationsansvarlig siger:
”Selvom vi allerede er mange frivillige, har vi altid brug for flere til de mange forskellige aktiviteter. Og hvem er bedre til at fortælle om det end de frivillige selv, som stiller beredvilligt op og svarer på spørgsmål.”
“Vi er glade for at samtlige vores lokale aktiviteter er repræsenteret i vores pavillon, hvor vi håber på at komme i kontakt med rigtig mange borgere og fortælle hvordan de kan gøre en forskel og blive en del af Røde Kors familien, som også er et socialt fællesskab. Det betyder virkelig noget. Indsatsen som frivillig gør en forskel for mennesker i nød, både herhjemme og i verdens brændpunkter”.

Hør om vigtig Førstehjælp og mød de frivillige fra alle aktiviteterne
Jesper Rolin Sørensen, som er professionel Røde Kors instruktør, vil flere gange i tidsrummet fra kl. 12.00 til 13.45 give demonstration i førstehjælp. Røde Kors udbyder flere forskellige kurser i her i kommunen, hvor Jesper er fast tilknyttet som underviser og gerne fortæller om kurserne.
I pavillonen kan også man høre om, hvordan man kan blive aktiv i ”Venner Viser Vej”, som er Røde Kors’ tilbud om hjælp til flygtninge fra krigen i Ukraine.
Man kan møde ”Nørklerne”, som strikker sammen i et socialt fællesskab og ”Besøgsvennerne”, der knytter kontakter mellem ensomme borgere og besøgsvenner.
Der bliver også mulighed for at høre om ”Vågetjenesten”, som tilbyder hjælp i livets sidste stund, den sidste nye aktivitet ”Familienetværket”, og så selvfølgelig ”Genbrug”, den store aktivitet, hvor udelukkende frivillige driver de to lokale butikker, den på Usserød Kongevej og Møbler i Kokkedal Industripark. På tidsplanen kan man se, hvornår de forskellige aktiviteter er til stede, men hele dagen fra kl. 11 til 16 er det muligt at få info om hvad Røde Kors har at tilbyde.
Formand for Røde Kors Hørsholm Jessica á Rogvi:
”Der er rigtig mange muligheder for at blive frivillig i Røde Kors Hørsholm, da vores aktiviteter rammer så bredt. De fleste forbinder os nok med vores to butikker, som har rigtig mange kunder og er den aktivitet som beskæftiger flest frivillige. På Kulturdagen får vi mulighed for at vise, at vi også er meget andet.”
“Jeg er utrolig glad for, at vi har denne mulighed for at møde Hørsholmborgerne. Den direkte dialog med vores aktive frivillige, som er gode ambassadører for Røde Kors, er den bedste måde at blive klog på, om der er en Røde Kors’ aktivitet som man kan se sig selv i fremover”.
Tidsplan for aktiviteter i Røde Kors pavillon
Kl. 11.00 – 16.00 Velkommen til ”Åbent hus” i Røde Kors pavillon
GØR EN FORSKEL – BLIV FRIVILLIG I RØDE KORS
Benyt den røde samtalebænk og kom i dialog med Røde Kors’ frivillige og hør om Røde Kors’ arbejde i Hørsholm.
Hør de frivillige fortælle hvordan du kan gøre en forskel og blive en del af fællesskabet med over 300 frivillige i Røde Kors Hørsholms mange aktiviteter.
PROGRAM
Kl. 11.00 – 12.00 Venner Viser Vej hjælper flygtninge fra Ukraine v/ Carina Mosbæk og Olga Safonova
Kl. 12.00 – 12.15 Førstehjælp demonstration v/Jesper Rolin Sørensen
Kl. 12.15 – 12.45 Nørklerne v/Lisbeth Fabricius
Kl. 12.45 – 13.00 Førstehjælp demonstration v/Jesper Rolin Sørensen
Kl. 13.00 – 13.30 Besøgsvennerne v/Lisbeth Valentiner
Kl. 13.30 – 13.45 Førstehjælp demonstration v/Jesper Rolin Sørensen
Kl. 13.45 – 14.15 Vågetjenesten v/Karin Cronstrøm
Kl. 14.15 – 14.45 Røde Kors Familienetværk v/Ewa Andersen
Kl. 14.45 – 16:00 Genbrug v/ Bente Østerbye






