Hørsholmpigerne Sabaa og Sundus glæder sig til at de skal på Røde Kors’ ferielejr i skoleferien (Foto: Jerry Ritz)

Røde Kors ferielejr: Hørsholmpigerne Sabaa og Sundus glæder sig

Igen i år sender Røde Kors børn, unge og familier fra Hørsholm på Røde Kors ferielejr i skoleferien. Rigtig mange skal afsted i år. Seks børn i alderen 7-14 år skal en uge til Slaraffenland ved Helsinge og køres derop af en af de frivillige. Seks teenagere i alderen 14-18 år skal til Vesterskov ved Dybvad i Nordjylland, hvor de skal være i en uge.

”Jeg kører dem selv til Høje Tåstrup, hvorfra de kører med bus til Jylland,” fortæller Maja Bilde, aktivitetsleder for Røde Kors’ integrations-team. Maja fortsætter:

”Men her slutter det ikke. To piger på omkring 12 år skal på en 4-dages gymnastik camp på Sorø Efterskole. I alt er det 14 uledsagede børn og unge fra Hørsholm, som i år kommer på Røde Kors ferielejr. Sidste år i 2020, var 10 afsted, så det er en forøgelse af antallet, som får glæde af Røde Kors ferielejr,” siger Maja Bilde.

Sabaa og Sundus

To af de unge fra Hørsholm, som kommer på ferielejr i år, er Sabaa på 14 år, som går på Usserød Skole og for første gang får mulighed for at komme på ferielejr, og Sundus på 14 år fra Hørsholm Skole, som har deltaget to gange tidligere sammen med sin storesøster Sidra.

Selvom der er er tale om en debutant og en som skal afsted for tredje gang, er de enige om én ting, da vi træffer de to på Ridebanen:

”Vi glæder os meget til at komme på ferielejr i sommer og lære nye venner at kende. Det bliver sjovt, og vi vil sige stor tak til Røde Kors for at give os mulighed for den oplevelse i skoleferien,” siger de samstemmende og viser deres taknemmelighed med et skilt.

Familier afsted sammen med frivillige fra Røde Kors

Ud over de nævnte børn og unge kommer to familier med henholdsvis fire børn og fem børn på en forlænget weekend på Røde Kors lejr i Hillerød (den tidligere ISS lejr). De to familier ledsages af to frivillige fra Røde Kors Hørsholm.

”Vi har i løbet af forårets Corona-nedlukning været meget usikre på, om det ville lykkes at gennemføre de planlagte ferieaktiviteter. Vi er glade for, at det nu kan lade sig gøre af få børn og unge afsted og at vi har frivillige som vil deltage i det praktiske arbejde med at få det gennemført,” siger Maja Bilde.

Den her uge er den bedste på hele året …..

Røde Kors Ferielejrene bliver finansieret af Røde Kors lokalafdeling i samarbejde med Røde Kors’ landskontor.

”Det er måske de færreste som tænkte konkret, da de den første søndag i oktober gik rundt med indsamlingsbøssen, at de tog et vigtige skridt for de mange udsatte børnefamilier i Danmark og gav dem et ferieminde for livet,” siger Jerry Ritz. Han er bestyrelsesmedlem og kommunikationsansvarlig i Røde Kors og selv frivillig i integrations-teamet.

Vi hører børnene og de unge fortælle begejstret: “Jeg vil aldrig glemme det. På bare en uge laver vi så meget, at det fylder som et helt år.”

Røde Kors ferielejr dækker et reelt behov

Jerry Ritz fortsætter: ”Ferie er en luksus som ikke alle familier har råd til. Mange udsatte familier kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Børnene gruer for sommerferien med en knugende fornemmelse i maven. De føler sig ikke som de andre børn i klassen. De kan ikke snakke med om ferieminder og nye oplevelser. Derfor betyder det meget at kunne sende udsatte børn og forældre på Røde Kors ferielejr.”

“Der er et væld af lege og aktiviteter. Børnene kan få lov at være ubekymrede børn for en stund. Og for forældre er der råd og opbakning samt muligheden for et nyt netværk. For børnene er det en oplevelse for livet. De kan være med i snakken i klassen om årets ferie,” siger Jerry Ritz og tilføjer, at det går lige til hjertet, når man hører udtalelser som: “Den her uge er den bedste på hele året. Jeg har talt dagene, indtil jeg skulle afsted.”

Jerry Ritz’ oplyser, at hvis man vil gøre en forskel for børn og unge i Danmark, kan man allerede nu melde sig til Røde Kors’ landsindsamling 2021 søndag den 3. oktober på www.rodekors.dk/indsamling

Aktivitetsleder Maja Bilde, Røde Kors siger med stolthed: ”Det er dejligt, at vi kan give endnu flere børn og unge mulighed for at komme på ferielejr i år” (Foto: Jerry Ritz)
Aktivitetsleder Maja Bilde, Røde Kors siger med stolthed: ”Det er dejligt, at vi kan give endnu flere børn og unge mulighed for at komme på ferielejr i år” (Foto: Jerry Ritz)

Jerry Ritz, bestyrelsesmedlem og kommunikationsansvarlig i Røde Kors:
”Som indsamler for Røde Kors kan man være med til at give børn og unge en oplevelse for livet, som vi ofte hører at et enkelt uge på ferielejr betyder”
(Foto: Thomas Evaldsen for Røde Kors).

FAKTA
Røde Kors har to former for ferielejre. Der er lokale lejre, som afdelingerne selv driver, men som er finansieret i hovedparten af Landskontoret, og så én central ferielejr, Røde Kors Sommerlejr (den tidligere ISS-lejr), som skydes i gang for første gang i år.
Røde Kors’ ferielejre er for familier og ikke kun for børn, så vi regner altid med, hvor mange børn og forældre som kommer på vores lejre, og i 2021 er antallet af tilmeldte deltagere 964.
Røde Kors har 19 ferielejre i alt i år.
Ferielejrene har et budget på ca. 1 million kroner.
Kilde: Rødekors.dk