Kulturdag på Hørsholm Ridebane - Den Røde Bænk

Mød Røde Kors på Hørsholm Kulturdag lørdag den 4.9. på Ridebanen

Når Røde Kors’ team af frivillige for første gang deltager i Kulturdagen, er det med ønsket om at komme i direkte dialog med andre borgere og fortælle om organisationens mange lokale aktiviteter. Man kan høre om aktiviteterne og om hvordan man kan deltage – og på anden måde nyde godt af fællesskabet.

Røde Kors har valgt at sætte fokus på, hvordan man undgår ensomhed. Corona-epidemien har været årsag til, at mange er blevet ensomme. Det forsøger Røde Kors at sætte fokus på ved at opsætte en rød samtalebænk i pavillonen på Ridebanen med invitationen:  “Få en snak – så er du ikke alene”. 

I Danmark oplever 8 procent af vore medborgere ensomhed som et problem og i forbindelse med Corona-pandemien oplever endnu flere ensomheden. En måde at komme ensomheden til livs, er at blive besøgsven eller besøgsvært I Røde Kors’ team af besøgsvenner. Ingen behøver at være alene.

I pavillonen kan du møde frivillige repræsentanter for besøgsvennerne, genbrugsbutikkerne, integrations-teamet, nørklerne, vågetjenesten og få information om Røde Kors førstehjælpskurser.

Kom forbi og få en snak med Røde Kors’ frivillige og hør om, hvordan det er at være frivillig.

Velkommen til en snak i Røde Kors pavillonen. Vi har kaffe på kanden og balloner til børnene.