”Ugens bedste dag er tirsdag, hvor jeg er sammen med mine Nørkler-venner ….”

Forleden kunne Røde Kors Hørsholm fejre et helt særligt jubilæum hos Nørklerne på Selmersbo Aktivitetscenter. Aktivitetsleder Hanne Bræmer bød velkommen med ordene:

”I dag fejrer vi ikke bare et jubilæum, vi fejrer en institution, en ildsjæl – en kvinde med damp i benene og glimt i øjet.”

Hanne Bræmer fortsatte: ” “For i 25 år har du været en fast del af Nørklerne i Hørsholm. Du har syet, strikket, klippet og kloget dig – og altid med godt humør og en kæk bemærkning. Du er den slags menneske, der får andre til at smile blot ved at være til stede!”

Selmersbos store festsal var fyldt til bristepunktet med hele det store team af frivillige specialister i håndarbejde. Kenn Fogelstrøm, formand for bestyrelsen i Røde Kors Hørsholm, bestyrelsesmedlem Annelone Jensen samt Teresa Zatko, projektleder for Nørkler-aktiviteterne fra Røde Kors’ landskontor, deltog også i den festlige fejring af 25 års-jubilaren.

Interview

Det lykkedes at trække Tove til side og stille hende et par spørgsmål.  

Tove, hvad betyder det for dig at være frivillig?

Jeg er meget glad for at være en del at Røde Kors nørklerne, jeg har været såkaldt hjemme-strikker og syer i tyve år, men da jeg mistede min mand for godt fem år siden, tænkte jeg, at jeg måtte ned og se hvad det er for nogle som samles en gang om ugen. 

Jeg er nu så glad for at være sammen med de andre. Før kom jeg kun herned på Selmersbo, når jeg skulle hente garn og stoffer. Tirsdag er dagen, hvor vi mødes, og den betyder rigtig meget for mig, det er ugens højdepunkt. Jeg fik engang et kort med teksten ”tirsdag”. Jeg tog det med herned og tilføjede – den dejligste dag i ugen!   

Vi har det så hyggeligt, det er snak, snak, snak … det kan du vel godt høre?  Jeg var var imponeret over at høre fra vores leder Hanne Bræmer, hvad min indsats har betydet økonomisk for Røde Kors. Tidligere blev en stor del af det tøj som vi frivillige fremstillede sendt til udlandet, nu sælges meget af det vi laver i butikken. I de år min mand levede kom jeg kun herned, når jeg skulle hente materialer og aflevere det håndarbejde jeg havde fremstillet. I starten var det Helga, som var aktivitetsleder, siden blev det Eva, efterfulgt af Lisbeth og nu Hanne – så i mine 25 år har det været med skiftende ledere. 

Hvad er dit speciale, Tove, hvad fremstiller du mest?

Jeg laver alt. Før i tiden syede jeg rigtig mange kjoler, shorts og nederdele. Nu strikker jeg mest. Lige nu har jeg afleveret en sweater, og så har jeg syet de populære indkøbsposer, som sælges i Røde Kors butikken. 

Må jeg spørge hvor gammel du er?

Det går meget stærkt. Jeg er lige fyldt 89, da måtte jeg give kage til hele nørklerholdet.

Aktivitetsleder Hanne Bræmer indskyder: Alder er ikke noget vi tænker på. Alle kan være med i Nørklerne.  

Tove med Helga, Eva og Hanne

Tove med Helga, Eva og Hanne


Tags


Kunne dette også være interessant?

Glæd et udsat barn med en god jul

Glæd et udsat barn med en god jul
{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}