Kong Frederik hyldede Røde Kors og de 43.000 frivillige, da han åbnede jubilæumsudstillingen på landskontoret og officielt tog hul på fejringen af Røde Kors i Danmarks 150-års jubilæum.
I sin tale sagde Kongen, at han er stolt af at være en del af Røde Kors:
”Gennem 150 år har Røde Kors holdt medmenneskeligheden højt og hjulpet dem, der har mest brug for hjælp – uden at skelne mellem ven og fjende. I har knoklet i alle dele af verden, og I er fortsat den neutrale part i nogle af verdens sværeste konflikter.”
I sin lykønskningstale sendte Kongen også en stor hilsen til de tusindvis af frivillige, der hver dag gør en forskel for de mennesker i samfundet, der har mest brug for hjælp:
”Når jeg har talt med de frivillige, er de som regel mere optaget af at fortælle om det, de får igen, end om det, de giver. Det er det smukke ved frivillighed – at man giver noget uden at kræve noget til gengæld, og så alligevel ender med at få noget enestående retur.”
Tak endnu engang for de flotte ord!
Jubilæumsudstillingen er åben og kan ses af alle interesserede frem til fredag 1. maj på Røde Kors’ landskontor i København.
Fotos: Jakob Dall
Tryk på et billede og kom tættere på!
