Selvom der er 70 år mellem Røde Kors’ yngste besøgsven Josefine og besøgsmodtager Kirsten, er de blevet gode venner og det nyder de begge godt af
Josefine på 19 år kunne let være Kirstens barne- eller oldebarn, for Kirsten er 89 år. Det er hun ikke, Josefine er Røde Kors Hørsholms yngste frivillige besøgsven. Siden starten af september sidste år har de to haft stor glæde af hinanden og taler rigtig godt sammen på trods af den store aldersforskel på 70 år. Josefine Hasbo blev ven med Kirsten, kort efter at Kirsten havde mistet sin mand Franz, på et tidspunkt hvor hun havde brug for opmuntring efter at være blevet alene efter 60 års ægteskab.
Livets store milepæle
Josefine fortæller, at hun og Kirsten snakker om livets store milepæle, hvor Kirsten øser af sin store livserfaring, og Josefine lytter og suger til sig. Kirsten bor i sit eget hus, som hun og hendes mand fik opført i Hørsholm for 55 år siden, da det var en udstykning på en pløjemark. Kirstens fysik er ikke, hvad den engang har været. Hun sidder i kørestol, men hukommelsen fejler ikke noget; den er intakt. Det kniber lidt med hørelsen. Det ved Josefine godt, så hun holder øjenkontakt og hæver sin stemme, så Kirsten får det hele med.
Havduft, sejlbåde og livet på Havnen
Josefine syntes, at Kirsten trængte til at komme ud af sit hus, men i første omgang var hun var ikke til at overtale til at forlade sin trygge stue. Kirsten er stædig, men det er Josefine også. Så først i tredje forsøg lykkedes det Josefine at overtale Kirsten til, at de skulle tage en tur i det fri. Det blev en succes, Kirsten nød turen og var begejstret for at komme ud i den friske luft. Da Josefine hørte, at Kirsten og hendes mand havde lært hinanden at kende, da de begge var aktive med sejlsport, syntes hun, at Kirsten skulle en tur på Rungsted Havn og opleve stemningen. Hun lånte derfor sin mors bil, hvor der var god plads til både Kirsten og hendes kørestol. Det blev en uforglemmelig tur, som Kirsten ikke glemmer lige med det samme. Hun nød at se sejlbådene og livet på havnen.
Kirsten er meget glad for Josefine og siger med smil i øjnene:
”Josefine er meget sød og charmerende, en pige man kan stole på, hun er præcis og overholder alle aftaler. Vores venskab betyder meget for mig. Jeg er taknemmelig for at Røde Kors sendte hende til mig”.
Josefine fortæller:
”Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe Kirsten med at få ryddet op efter hendes afdøde mand, som var død kort tid, før jeg blev tilknyttet hende som besøgsven. Kirsten bad mig om at skænke hans tøj til genbrug i Røde Kors, så jeg hjalp hende med at rydde op i skabe og kælderen og kørte en masse af hans ting til Røde Kors butikken”.
Kirsten tilføjer: ”Jeg håber, at der er andre som kan have glæde af de ting, som jeg har doneret. Jeg har ingen glæde af at have hans ting længere. Josefine har været en utrolig stor hjælp. Det var meningen, at vi skulle drikke the og sludre, men der er krudt i den pige, så det bliver meget andet end det”.