april 21

Hørsholms flygtninge-mama Maja Bilde blev tildelt Hendes Majestæt Dronningens emblem

KONGELIG HÆDER: Aktivitetsleder for Røde Kors integrationsaktiviteter og julehjælp i Hørsholm, Maja Bilde, blev på Dronningens fødselsdag, fredag den 16. april 2021 tildelt Hendes Majestæt Dronningens Emblem for en ekstraordinær indsats i Røde Kors. Maja har siden 2000 været tilknyttet Røde Kors integrationsteam, de seneste 15 år som aktivitetsleder. Den kongelige hæder tildeles af Røde Kors Hovedbestyrelse, efter indstilling fra bestyrelsen for lokalafdelingen.

16.04.2021 Maja og Jørgen

Maja blev overrasket – troede hun skulle til møde om genåbning

80-årige Maja troede at hun i fredags skulle til møde om genåbning med repræsentanter fra bestyrelsen, men da hun trådte ind ad døren i Røde Kors’ flagpyntede kursus- og mødelokale, blev hun modtaget af en lille delegation med blomster og champagne.

16.04.2021 Majas bliver overrasket

Jørgen Jørgensen, formand for Røde Kors i Hørsholm sagde:

”Normalt laver vi ikke spas med hinanden, i dag er en undtagelse, vi har lokket dig hertil, og du troede vi skulle mødes om genåbning, men du er hædersgæsten – vi skal fejre at du bliver tildelt Hendes Majestæt Dronningens Emblem for din ekstraordinære indsat for Røde Kors i mere end 20 år”.

Herefter gav han ordet til Jerry Ritz, som er bestyrelsesmedlem og kommunikationsansvarlig. Han sagde:

Hørsholms flygtninge-mama sørger for at de nye borgere føler sig velkomne

”Kære Maja, det er ikke som bestyrelsesmedlem eller som din kontaktperson til bestyrelsen, at jeg vil sige dig tak. Det er som repræsentant for de mange frivillige i dit team, der er engageret med integration af de nye borgere. Jeg har på tætteste hold lært dig kende, siden jeg i 2014 blev en del af dit team. Uden din uselviske indsats og dit helt særlige personlige engagement, var det ikke lykkedes at skabe rammerne for så fin en menneskelig indsats, så de nye borgere har følt sig velkomne i Hørsholm, trods kulturelle forskelle.”

16.04.2021 Maja og Jerry i hel figur

”Du har det til fælles med Hendes Majestæt, hvis emblem hovedbestyrelsen for Røde Kors har tildelt dig, at I begge er født kort tid efter at Danmark blev besat i 1940. Det er Margrethes 81 års fødselsdag i dag, og det er din fødselsdag om præcis 40 dage. Du bliver på kærlig vis kaldt ”Hørsholms Flygtninge-Mama”, en rigtig fin betegnelse, for du tager dig af de nye borgere, som var det din egen familie”.

Majas hjerte banker for de uskyldige børn

Herefter henviste Jerry til Maja’s Facebook profil, hvor opslagene er en blanding af alvorlige og humoristiske. Han sagde:

”Du deler Politikens opslag: ”Børnene i Syrien skal hjem nu” – med bl.a. Anders Ladekarls udtalelser om de danske børn i flygtningelejre i Syrien. For som altid banker dit hjerte for de uskyldige børn, som er havnet et sted de ikke har haft indflydelse på. Du har en dejlig humoristisk tilgang til livet. Det kan man også se på din Facebook profil – med opslag som dette: ”Klage – jeg har købt en plade chokolade med holdbarhed til oktober 2022 – Det bare løgn! Den holdt ikke engang 10 minutter ….”

16.04.2021 Maja med blomster og diplom

Formand Jørgen Jørgensen satte emblemet på Maja’s revers og sluttede med at fastslå:

”Det en stor dag for Røde Kors Hørsholm at kunne hædre Maja Bilde, som virkelig har fortjent anerkendelse for sin ekstraordinære indsats.”

16.04.2021 Hendes Majestaet Dronningens Emblem

Fotos: Kim Meldgaard


Tags


Kunne dette også være interessant?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}