Røde Kors frivillige mødte Hørsholmborgerne i øjenhøjde
Ved Hørsholm Kulturdag i søndags deltog Røde Kors for første gang med egen pavillon. Pavillonen var fast bemandet hele dagen af tolv frivillige. Andre af de over 300 frivillige, som er tilknyttet organisationens lokalafdeling i Hørsholm, kiggede forbi i løbet af dagen.
En knaldrød samtalebænk malet i den røde farve, som er kendt fra organisationens let kendelige logo, var omdrejningspunktet for Røde Kors’ pavillon. Med en længde på 180 centimeter havde bænken plads til at flere kunne sidde og få en god snak samtidig.
Mange forskellige aktiviteter
I løbet af dagen var der fokus på de forskellige lokale aktiviteter startende med Integration ved aktivitetsleder Maja Bilde, dernæst Nørklerne ved aktivitetsleder Lisbeth Fabricius, som naturlig vis havde medbragt sit strikketøj og nørkler Helle Andrés. Vågetjenesten var repræsenteret af Jette Skødt Thorsen, nytiltrådt aktivitetsleder, og endelig var de tre besøgsvenner Solveig, Katharine og Willibald mødt op for at fortælle om deres virke.
Dagen blev afsluttet af Jonna Farbmacher, bestyrelsesmedlem og frivillig i Genbrug. Jonna fortalte om denne aktivitet, som er afdelingens største med over 200 frivillige i Butikken i Hørsholm og Møbler i Kokkedal Industripark.
”Vejret var helt fantastisk, så festpladsen på Ridebanen var propfyldt med folk i alle aldre og etniciteter, vi havde mange besøgende i vores pavillon,” siger Jerry Ritz, som er bestyrelsesmedlem og aktivitetsleder i Røde Kors til Frederiksborg Amts Avis
Jerry fortsætter: ”Vi havde et ønske om at komme i kontakt med Hørsholmborgerne i øjenhøjde og få fortalt om vores lokale aktiviteter. Det lykkedes til fulde, og vi tror derfor på, at det styrker vores tilgang af nye frivillige”.
De nye borgere deltog
Jerry Ritz har i en årrække også været aktiv i Røde Kors Hørsholm med integration af flygtninge. Han bemærkede, at rigtig mange af de nye borgere, der kommer fra Syrien for første gang, deltog i festlighederne og havde taget deres børn med. De så ud til at have en god dag med fællesskab, hvor de mødte deres kammerater fra børnehave og skole.
”Vi har i Røde Kors slået et slag for Kulturdagen og gjort opmærksom på at vi deltog denne gang og opfordret de nye borgere til at deltage og se hvordan vi fester her i byen. Det har helt sikkert haft en betydning, og det glædede mig personligt, at rigtig mange var mødt frem og nød at deltage i festen”.
”Kulturdagen var en god måde at møde borgene på og fortælle at Røde Kors er andet og meget mere end vores to populære og velbesøgte genbrugsbutikker, men vi skal naturligvis evaluere resultatet med alle de frivillige der deltog,” slutter Jerry Ritz Du kan læse nærmere om hvordan man bliver frivillig på denne side.