Aktivitetsleder for Røde Kors integrations-aktiviteter i Hørsholm Maja Bilde, fylder tirsdag den 26. maj 80 år.
Da Maja for 20 år siden gik på pension som postmester i Gentofte efter en 44 år lang karriere i Postvæsnet, besluttede hun sig for, at de mange fritimer fremover skulle bruges på noget meningsfyldt. Hun blev derfor frivillig i Røde Kors Hørsholm. Hun blev tilknyttet Røde Kors integrations aktiviteter og har været aktivitetsleder i næsten 15 år.
Maja har i dag tilknyttet omkring 60 frivillige i denne aktivitet.
Majas hjerte banker for de svageste og mest sårbare i vores samfund – de mennesker, der som flygtninge har været tvunget til at forlade deres land og som er kommet hertil fra krigens rædsler. Da hun startede for 20 år siden var det krigene og de væbnede konflikter i Jugoslavien, der fyldte mest. Derefter har det været forfulgte i Iran og Irak, som er kommet hertil. I de seneste otte år er det ikke mindst borgerkrigen i Syrien og konflikten i det østafrikanske land Eritrea, som har sendt mange mennesker på flugt.
Flygtninge-modtagelsen
Maja Bilde og hendes team af frivillige modtager nye flygtninge, når de kommer til Hørsholm, og de har sagt ja til, at de gerne vil have kontakt til Røde Kors. Maja tager ud for at besøge dem og fortæller dem om, hvordan Røde Kors i Hørsholm kan bistå inden for det sociale og humanitære område. Herefter bliver de inviteret til at deltage i de faste onsdagsmøder hos Røde Kors.
Maja Bilde er den person i Hørsholm som ved mest om de nye borgere og deres situation. Ingen går forgæves til hende, hverken flygtninge, andre frivillige eller andre medborgere i kommunen. I 2015 blev hun ikke overraskende udnævnt til “Årets frivillig” af Hørsholm Kommune.
Maja Bilde møder flygtningene med stor empati, et fast håndtryk, et kærligt klap på skulderen og god øjenkontakt. Hun er parat med gode råd og praktisk hjælp, uanset om det drejer sig om kontakt til læge, skole, forklare hvad sundhedskortet er for en størrelse, kontakt til offentlige instanser eller babysitter om natten, når en lille ny borger melder sin ankomst og et flygtningeforældrepar ikke har andre.
Danske Mamma
Aktiviteter, hvor man inkluderer de nye borgere sammen med lokale frivillige, er en del af den strategi som Maja har stået for at udføre. Maja er særdeles vellidt og bliver betragtet af mange flygtninge som deres “danske Mamma”.
Særligt fokus har Maja på børnene og deres mulighed for at fungere godt i det danske samfund.
I starten af året, før Corona-krisen satte ind, tog hun initiativ til, at der blev oprettet lektiecafé for børn og unge hver torsdag i Røde Kors huset på Savsvinget.
Trapper ned
Maja har meddelt Røde Kors bestyrelse, at hun i forbindelse med sin runde fødselsdag ønsker at trappe ned. Jagten på Majas afløser er derfor startet. En ting er sikkert, hun bliver ikke nem at afløse, selvom hun har lovet at fortsætte med at varetage Julehjælpen til de værdigt trængende fremover.
Maja har gennem 20 år ydet en fantastisk indsats i Røde Kors Hørsholm, ikke bare med flygtninge og nye borgere, hun har arrangeret den årlige skovtur for de frivillige, deltaget i den årlige landsindsamling og sågar været bestyrelsesmedlem, da hun blev opfordret til det.
Tak for indsatsen Maja, du ønskes stort tillykke!
På vegne af bestyrelsen for Røde Kors Hørsholm
Jørgen Jørgensen (formand) og
Jerry Ritz (aktivitetsleder kommunikation)
Maja Bilde, aktivitetsleder i Røde Kors, fylder 80 år. De sidste 20 år har hun været en stor støtte for de flygtninge som er er kommet til Hørsholm.
Foto: Jerry Ritz
Maja Bilde, aktivitetsleder i Røde Kors, som fylder 80 år tirsdag, bliver ikke uden grund kaldet “Hørsholms flygtninge-mamma”. Hendes hjerte brænder for at give flygtningebørn en vellykket integration i det danske samfund. Her har hun taget en flok børn med i skøjtehallen.
Foto: Jerry Ritz
Maja Bilde trapper ned efter 20 år i Røde Kors. Heraf 15 år som aktivitetsleder for Integrations-teamet. Maja håber fremover at få mere tid til de fire børnebørn, litteratur, bridge og den store have, som hun her nyder i en pause fra sin mage gøremål i Røde Kors. Maja tilføjer; Jeg bliver til min afløser er fundet.
Foto: Jerry Ritz