august 11

Røde Kors Hørsholm yder akut katastrofehjælp til Beirut

Hørsholm har sendt en kvart million kroner til at hjælpe civilbefolkningen

”Børn og voksne ligger lige nu begravet i murbrokker. Levende og døde. Sårede i massevis! Tiden er knap. Vi må finde dem. Og redde dem, før det er for sent. Røde Kors kæmper lige nu for at grave de mange mennesker, der stadig er begravet under murbrokkerne fri. Det har indtil videre kostet 158 livet og over 6.000 er blevet såret. Vi kæmper en desperat kamp mod uret. Det her er ligeså katastrofalt som et jordskælv.”

Sådan lød meldingen den 5. august fra Bjarke Skaaning, katastrofechef i Dansk Røde Kors, om situationen dagen efter eksplosionerne i havneområdet i Libanons hovedstad Beirut.

Den melding fik straks aktiveret bestyrelsen for Røde Kors i Hørsholm, fortæller Jerry Ritz, som er bestyrelsesmedlem og kommunikationsansvarlig.

Ingen tid at spilde

”Der er ingen tid at spilde i sådan en akut situation, og da vi ikke havde mulighed for at mødes fysisk, nogle var stadig på ferie, blev der i stedet mailet og sendt sms’er til de øvrige seks bestyrelsesmedlemmer, og i løbet af nogle få timer var der 100% enighed om, at her skulle ydes en særlig støtte,” siger Jerry Ritz og fortsætter:

”Det blev besluttet i løbet af nogle få timer at give økonomisk katastrofehjælp til Beirut. Den 7. august sendte vi 250.000 kroner fra Hørsholm”. 

Tak til kunder, donorer og frivillige, som gør det muligt   

Jørgen Jørgensen, formand for lokalafdelingens bestyrelse siger: ”Vi er glade for at kunne reagerer hurtigt, og at have så god økonomi at Røde Kors Hørsholm kan hjælpe civilbefolkningen i Beirut. Det skyldes naturligvis først og fremmest det overskud som vi generer fra vores to genbrugsbutikker, den ved Kongevejscentret og Møbelbutikken i Kokkedal. Der skal lyde en stor tak, til såvel kunder som de mange borgere i lokalområdet som donerer tøj, møbler og andre ting til vores butikker – og i sidste ende de mange frivillige som ulønnet driver butikkerne på professionel vis. Det er de tre ting, som gør det muligt at vi kan yde nødhjælp i den størrelse”.                            

Tak til Hørsholm – bidraget gør hjælp mulig

Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors Danmark, udtaler:

“Røde Kors var blandt de første på stedet, da eksplosionerne ødelagde store dele af Beirut havn. Nu står 300.000 uden hjem, tusinder er sårede og endnu flere psykisk påvirkede. Hjælpearbejdet slutter desværre ikke foreløbigt. Bidraget fra Røde Kors i Hørsholm er med til at gøre det muligt og med til at skabe lidt håb i en svær tid. Tak.”

Beiruts gader

Beiruts gader ligner en krigszone. Vores hjælpearbejdere er rystede – synet er ubegribeligt. Og behovet for hjælp enormt! Røde Kors hjælper lige nu med at give tusindvis af familier midlertidigt husly. Nødhjælpsarbejderne fra Røde Kors uddeler mad, vand, madrasser, hygiejnesæt og anden nødhjælp til de hårdest ramte familier. Røde Kors driver sundhedscentre og mobile lægeklinikker, der hver dag hjælper de syge og sårede og bistår sundhedssystemet, der er under voldsomt pres. Hjælpearbejdet er ekstremt omfattende.

“Vi er vidne til en kæmpe katastrofe! Der er døde og sårede allevegne,” udtaler George Kettani, Chef for Libanesisk Røde Kors.

Jerry Ritz tilføjer, at private donationer er yderst velkomne. For nærmere info se www.rodekors.dk   

Ødelæggelser. Foto Nabil MounzerEPA. Ved brug på Insta @epapphotos. 1

Ødelæggelser. Beiruts gader ligner en krigszone – synet er ubegribeligt og behovet for hjælp er enormt. (Foto: Nabil Mounzer EPA).  

 

Libanesisk Røde Kors yder førstehjælp.Foto Nabil MounzerEPA. Ved brug på Insta @epapphotos

Libanesisk Røde Kors yder førstehjælp. Chefen George Kettani udtaler ”Vi er vidne til en kæmpe katastrofe! Der er døde og sårede allevegne! ”. (Foto: Nabil Mounzer EPA).

 

Anders Ladekarl portræt Foto Jacob Nielsen

Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl: ”300.000 står uden hjem i Beirut, tusinder er sårede og endnu flere psykisk påvirkede. Bidraget fra Røde Kors i Hørsholm, er med til at gøre det muligt, og skabe lidt håb i en svær tid. Tak for det” (Foto: Jacob Nielsen)

Jørgen Jørgensen Formand Røde Kors 2020 Foto Jerry Ritz

Jørgen Jørgensen, formand for Røde Kors Hørsholm: ”Der skal lyde en stor tak til såvel kunder som de mange borgere i lokalområdet, som donerer tøj, møbler og andre ting til vores to butikker, og de mange frivillige, som ulønnet driver butikkerne professionelt. Det er de tre ting, som gør det muligt, at vi kan yde nødhjælp i den størrelse”. (Foto: Jerry Ritz)


FAKTA  OM RØDE KORS HØRSHOLM

                                                                                                                                  Bestyrelsen for Røde Kors Hørsholm:
Jørgen Jørgensen (formand)
Jessica Malmqvist (næstformand)
Michael Rolf Jacobsen (kasserer)
Jerry Ritz (kommunikationsansvarlig)
Lise Frimodt (sekretær/kontorleder)
Rachel Moldavsky og Jonna Farbmacher.

Ud over de to genbrugsbutikker, som lokalafdelingen driver, er der gang i en række lokale aktiviteter som:     
1. Besøgsvenner for ensomme
2. Integrationsteamet som hjælper flygtninge
3. Nørklerne som strikker og syr ting der anvendes ude i verden
4. Vågetjenesten der aflaster pårørende til døende
5. Kurser i førstehjælp      


Tags


Kunne dette også være interessant?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}