Karen Valberg er udnævnt til ”Årets frivillig 2019”. Det skete, da Hørsholm Kommune forleden var vært for omkring 200 frivillige ved det traditionsrige arrangement, der samler mange af kommunens frivillige i kulturhuset Trommen.
Karen Valberg er en dedikeret frivillig i Røde Kors Hørsholm gennem mange år.
Prisen blev overrakt af Thorkild Gruelund, formand for Hørsholm Kommunes Social- og Seniorudvalg. Det var en overraskelse for såvel publikum som Karen selv, der blev synlig rørt og bevæget. I sin korte takketale sagde Karen Valberg, at hun var meget glad og syntes det var en stor ære at modtage udnævnelsen. Hun understregede sin beskedenhed ved at sige, at der er rigtig mange frivillige, som gør en stor indsats i Hørsholm – og at det lige så godt kunne have været en af dem, der havde fået prisen
Karens historie
Karen begyndte i juli 2008 som frivillig i Røde Kors Butik, hvor hun arbejder i kassen. hun havde således sidste år 10 års jubilæum i dette arbejde.
”Arbejdet i den store genbrugsbutik er nu så krævende, at det forudsætter meget dygtige og samvittighedsfulde frivillige for at kunne drive aktiviteten ”professionelt”, hvilket Karen til fulde lever op til” skrev Jørgen Jørgensen, formand for Røde Kors Hørsholm i bestyrelsens indstilling af Karen Valberg.
I marts 2010 begyndte Karen som aktivitetsleder i Røde Kors’ Vågetjeneste – en opgave som hun deler med Annie Birkvang. Vågetjenesten har som opgave at træde til og våge hos døende efter anmodning fra pårørende eller institution. Som aktivitetsleder deltager Karen endvidere i de månedlige møder i bestyrelsen for Røde Kors Hørsholm.
Klapsalver
Det var tydeligt, at valget af Karen Valberg som “Årets Frivillig 2019” var et meget populært valg, som blev bekræftet med taktfaste klapsalver at de der overværede prisoverrækkelsen. Karen Valberg fik udover æren og et flot diplom overrakt et gavekort til Hørsholm Midtpunkt og en gavekort til et spisearrangement i cafeen på Nivågaard Malerisamling.