Stormen Daniel gik i land i Libyen i søndags, og det førte voldsomme oversvømmelser med sig. Tusindvis har mistet livet, og hele bydele er skyllet ud i Middelhavet.
AF KASPER BØGSTED KRISTENSEN
En voldsom klimakatastrofe har ramt befolkningen i Libyen. Den kraftige storm Daniel gik i land i det nordøstlige Libyen i søndags, og den bragte voldsom vind, regn og oversvømmelser med sig.
Store områder er blevet skyllet væk, infrastruktur er blevet ødelagt, og flere tusinde har mistet livet.
”Billederne fra oversvømmelserne i Libyen er hjerteskærende. De taler sit tydelige sprog. Mange har mistet eller lever stadig i uvished om, hvad er er sket med deres naboer og familiemedlemmer, og derfor hjælper vi blandt andet med psykosocial støtte,” siger Bjarke Skaanning, katastrofechef i Røde Kors.
Dele af kystby skyllet ud i Middelhavet
Indtil videre er 6.000 meldt dræbt, tusindvis meldt savnet, og tusindvis har mistet deres hjem. To dæmninger er blevet ødelagt af vandmasserne, og derfor er flere byer blevet oversvømmet med en voldsom kraft.
Byen Derna er særligt hårdt ramt. Flere nabolag er blevet skyllet ud i Middelhavet.
En bro ind til Derna er beskadiget, og det gør det svært at evakuere og få nødhjælp frem. Flere end 7.000 er strandet i Derna og har akut brug for hjælp.
Frivillige redder liv og yder førstehjælp
Libyen Røde Halvmåne mobiliserede frivillige rundt i landet inden oversvømmelserne og rykkede ud straks efter for at evakuere, redde liv og yde førstehjælp.
De knokler stadig for at redde folk fra oversvømmelserne og ødelæggelserne, de har medført. Men det er svært.
”Klimakatastrofer har enorme konsekvenser i lande præget af konflikt, fordi det er endnu sværere for os, for myndigheder og verdenssamfundet i det hele taget at reagere. Det ser vi tydeligt i Libyen lige nu, hvor befolkningen er hårdt ramt af oversvømmelser,” siger Bjarke Skaanning.
Der er akut behov for husly, vand, mad, sundhedshjælp og psykosocial støtte til de mennesker, der har mistet deres hjem, deres naboer eller deres familiemedlemmer.
Det er vist ikke for meget at sige, at der er god brug for hver eneste Røde Kors indsamler søndag den 1. oktober.
Meld dig som en af indsamlerne søndag den 1. oktober lige HER
Fakta om oversvømmelserne i Libyen:
- Indtil videre er 6.000 meldt dræbt og tusindvis meldt savnet efter oversvømmelserne.
- I kystbyen Derna er flere nabolag skyllet ud i Middelhavet, 7.000 er strandet i byen, 30.000 er fordrevet og 5.300 lig er blevet fundet. Der er akut behov for hjælp.
- 60.000 i Libyen mangler akut et sted at bo som konsekvens af katastrofen og konflikt.
- Libyen har været præget af konflikt siden Det Arabiske Forår i 2011.
- Klimakrisen rammer hele verden, men den rammer ikke lige. På verdensplan har 100 millioner brug for humanitær hjælp som konsekvens af klimakatastrofer, og hvis ikke vi handler nu, risikerer det tal at stige til 150 millioner allerede i 2030 og 200 millioner i 2050.
- Ved at kunne være på forkant med katastrofer og forberede lokalsamfund til at handle kan vi hjælpe mindst dobbelt så mange, som hvis vi først handler, når katastrofen rammer.