Røde Kors frivillige på skovtur. Over hundrede glade deltagere og en enkelt løsgående høne.
Frivillige fra Røde Kors lokalafdeling i Hørsholm drog den første søndag i september på den årlige udflugt, en fast tradition som går mange år tilbage. Deltagerne er frivillige fra alle lokalafdelingens aktiviteter som mødes på tværs af den aktivitet hvor de til daglig yder en indsats som besøgsven, aktiv i genbrugsbutik og møbler, nørkler der strikker tøj, vågekoner der aflaster familiemedlemmer til døende i de sidste timer, integration af flygtninge her i Hørsholm og udbredelse af førstehjælp med kurser.
Tak for ulønnet indsats
Jørgen Jørgensen, formand for Røde Kors Hørsholm udtaler: ”Skovturen er den gang om året at vores mange frivillige fra Røde Kors forskellige aktiviteter mødes på kryds og tværs og har nogle hyggelige timer sammen. Alle i Røde Kors Hørsholm arbejder ulønnet, så det er dejligt, at vi en gang om året kan være sammen om en god kulturel oplevelse og en frokost hvor vi nyder hinandens selskab. Turen gennemføres med støtte fra Hørsholm Kommunes særlige §18-pulje for frivilligt socialt arbejde”.
Ledreborg
I år gik turen til det historiske Ledreborg Slot ved Lejre fra 1745, hvor deltagerne til rundvisning på slottet, slotskirken og slotsparken blev opdelt i fire grupper. Ledreborg Slotspark har siden 1994 og indtil 2018 dannet ramme om DR Slotskoncerter som tusindvis har overværet gennem årene, men de færreste har væres inde i gemakkerne på slottet. I parken har DR’s Underholdningsorkestrer præsenteret nogle af tidens største musikalske navne og koncepter, heriblandt Robin Gibb, Andrew Lloyd Webber’s Greatest, Chess-Musicalen, ABBA the concert, Lisa Nilsson, Procol Harum, Tommy Körberg, Kinks’ Ray Davies, Sissel Kyrkjebø, Shu-bi-dua, Stig Rossen og mange flere.
Tidligere år har udflugten, som altid finder sted den første søndag i september, gået til Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk, Herregården Holsteinborg som er kendt fra H.C. Andersens ophold, GeoCenter Møns Klint, Gavnø Slot, Asylcenter Jægerspris, Roskilde Domkirke, Historiecenter Dybbøl Banke og Gisselfeld Kloster.
Overskud og højt humør
”Det sociale fællesskab har stor betydning som frivillig, udover ønsket om at gøre en forskel og personligt bidrage til Røde Kors’ indsats for de svageste både herhjemme og ude i verden” siger Jerry Ritz, der er bestyrelsesmedlem og kommunikationsansvarlig i lokalafdelingen, og tilføjer: ”Jeg har deltaget i den årlige skovtur siden 2010 og jeg glæder mig rigtig meget hvert år til at være sammen med mine frivillige kollegaer. Det er nogle dejlige mennesker med overskud og højt humør”.
Efter rundvisningen på Ledreborg Slot blev den fælles frokost indtaget tæt derpå i det historiske og smukt beliggende traktørsted Herthadalen, som siden Stavnsbåndets ophævelse i 1788 har været et yndet udflugtsmål. I forbindelse med frokosten var der lodtrækning om en række præmier doneret fra lokale sponsorer, noget der gjorde stor lykke.
Og en frivillig maskot
”Efter frokosten og lige inden de to busser med de over hundrede deltagere kørte tilbage til Hørsholm, var der opstilling til det traditionelle fællesfoto” fortæller Jerry Ritz og tilføjer: ”Det blev ikke mindre festligt af at en af traktørstedet løsgående høns insisterede på at komme med på billedet og stillede sig op som det centrale midtpunkt”.