Overskud fra Røde Kors genbrugsbutikker i Hørsholm hjælper befolkningen i et af verdens fattigste lande
Etiopien er et af verdens fattigste og mindst udviklede lande, og på FN’s liste Human Development Index (HDI) var landet nr. 157 ud af verdens 169 lande og dermed helt i bund.
HDI er et internationalt anvendt indeks for menneskelig udvikling, udarbejdet af UNDP (FN’s udviklingsorganisation). HDI anvendes til at måle og sammenligne velstand og udvikling i forskellige lande eller foretage sammenligninger af eksempelvis lokale regioner inden for et land.
I følge tal fra FN lever 44 procent af indbyggerne under national fattigdomsgrænse, 41 procent er underernærede og 39 procent lever i ekstrem fattigdom.
”Det er chokerende tal, og det var også på den baggrund, at bestyrelsen for Røde Kors Hørsholm besluttede i 2019 at yde støtte til befolkningen i det fattige land. Det skete konkret ved at indgå i et venskabsprojekt med Røde Kors i Etiopien, hvor vi støtter befolkningen i det fattige Østafrikanske land. Danske udsendinge er tilknyttet til at lede projektet. Det har ikke været uden udfordringer, da Corona også kom dertil 2020. Utroligt, hvordan vores lokale folk – against all odds – gør alt hvad de kan for at hjælpe i en meget kritisk situation,” siger Jerry Ritz, bestyrelsesmedlem og kommunikationsansvarlig i Røde Kors Hørsholm.
Kraftige regnskyl ramte Etiopien
Ikke nok med at Etiopien er ramt af Corona, landet er nu også ramt af kraftige regnskyl. Mere end en million mennesker er påvirket, og 300.000 er fordrevet fra deres hjem af regnen.
Røde Kors Danmarks folk på stedet fortæller: ”Mange mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem. De er blevet opsamlet i nødhjælpstelte, hvor Røde Kors i Etiopien udleverer nødhjælp”.
Dansk Røde Kors støtter etiopisk Røde Kors med 4000 hygiejnepakker. Det nordlige Etiopien er en del af Sahel-bæltet, og det breder sig fra vest til øst i den bredeste del af Afrika. Sahel betyder egentlig kyst eller bred på arabisk, og er formentligt inspireret af, at tidligere tiders karavaner gennemrejste et hav af sand.
Venskabsprojekt i Etiopien forsinket på grund af COVID-19
Jørgen Jørgensen, formand for Røde Kors Hørsholm, siger:
”Vores projekt med støtte til befolkningen i Tigray provinsen, der er i gang med at blive selvforsynende, er sat på hold, da det lige nu handler mere om overlevelse. Venskabsprojektet i Etiopien, som tilbyder mikrolån til mennesker berørt af krigen mellem Eritrea og Etiopien, så de kan starte en forretning, er lige nu forsinket på grund af COVID-19. Til gengæld er Røde Kors i fuld gang med COVID-19-respons. Men når det er sket, glæder det mig at projektet er 3-årigt, så vi kan indhente noget af det tabte i 2021-2022.”
“Når vi støtter den slags projekter som er målrettet til at aktivere befolkningen, er det vigtigt, at det ikke er for et enkelt år. Sådan var det også dengang, vi havde et lignende projekt kørende i Madagaskar, det er et langt sejt træk” slutter Jørgen Jørgensen.
Røde Kors Hørsholm støtter venskabsprojektet i Etiopien med 250.000 kroner om året i en 3-års periode. Midlerne er skaffet fra økonomisk overskud i afdelingens genbrugsaktiviteter, så på den måde er der rigtig mange borgere, som bidrager – enten ved at donere ting eller ved at være kunder i de to lokale Røde Kors butikker, den med tøj, ting og sager på Usserød Kongevej og Møbelbutikken i Kokkedal Industripark.
”Vi kan ikke takke dem, der støtter os lokalt, nok. Det gør os i stand til at hjælpe nogle af de mest nødlidende mennesker i verden,” siger Jørgen Jørgensen.
Et budskab som nok vil glæde mange at høre netop i denne juletid, som man måske ikke lige tænker over, når man donerer til Røde Kors eller handler i butikkerne.
Venskabsprojektet i Etiopien tilbyder mikrolån til mennesker berørt af krigen mellem Eritrea og Etiopien, så de kan starte en forretning, er forsinket på grund af COVID-19. Til gengæld er Røde Kors i fuld gang med COVID-19-respons.
Venskabsprojektet i Tigray, der ligger i det nordlige Etiopien, er blevet forsinket på grund af COVID-19. Projektet støtter mennesker, der har været berørt af krigen mellem Etiopien og Eritrea, ved at træne dem i at starte en forretning og give dem mikrolån. I år er der blevet valgt 215 nye lånmodtagere.
”De er lige begyndt en oplæring i at tænke forretning, tænke regnskab, og hvor meget skal jeg spare op” siger Kristin Skov-Spilling, der er landechef for Røde Kors i Etiopien.
Oplæringen skal klæde lånemodtagerne på til at bruge pengene fornuftigt, men på grund af COVID-19 kan der kun deltage få til hver undervisning, og det er også en af årsagerne til, at projektet er blevet skubbet. Til gengæld har Røde Kors responderet til COVID-19 i både hovedstaden og regionerne.
Hjælp til hjemvendte migranter
Straks efter at COVID-19 blev opdaget i Etiopien den 13. marts, gik Dansk Røde Kors sammen med Etiopisk Røde Kors i gang med at respondere. Der blev kørt biler ud på gaderne med store højttalere for at dele information, sat store bannere op og gået fra dør til dør. Derudover blev der sat håndvaskestationer op, for at gøre god hygiejne nemmere tilgængeligt.
Ud over at oplyse om COVID-19 og gøre hygiejne nemmere tilgængeligt har Røde Kors også støttet responsen for hjemvendte migranter i karantæne. Hjemvendte migranter skal tilbringe minimum syv dage i karantæne på udvalgte karantænesteder, og mange lander uden andet end det tøj de har på.
”Der mangler sengetæpper, vand, sæbe, hygiejneartikler og andre ting. Så det har vi i Dansk Røde Kors og Etiopisk Røde Kors været med til at købe ind og distribuere,” siger Kristin Skov-Spilling.
Jørgen Jørgensen, formand for Røde Kors i Hørsholm, siger:
”Vi støtter projektet, der har fokus på at skabe en bedre hverdag og indkomstgenerende aktiviteter for lokalbefolkningen i Tigray-regionen i Etiopien, så de kan blive selvforsynende”.
FAKTA Etiopien, republik i det østlige Afrika. Landet blev frem til 1941 kaldt Abessinien. Befolkningstal: ca. 108 millioner. I modsætning til næsten alle andre lande i Afrika har Etiopien aldrig været koloni, men er opstået som resultat af kejserdømmets ekspansion i sidste del af 1800-tallet. og begyndelsen af 1900-tallet. Fra 2. Verdenskrig til 1993 indgik Eritrea i landet.
Etiopien har været plaget af borgerkrig og forfejlet udviklingspolitik og hjemsøges ofte af tørke. Under Eritreas løsrivelseskrig blev mange mennesker interne flygtninge i landet. Efter afslutningen af krigen med Eritrea i 2000 er mange flygtninge vendt hjem, og flere områder har fået mere regn. Etiopien er dog fortsat på en af de sidste pladser i verden, hvis man måler levevilkårene med det såkaldte Human Development Index.
Med 1.104.300 km2 er Etiopien verdens 27. største land.
Dansk Røde Kors har siden marts støttet etiopisk Røde Kors i kampen mod Corona med 4000 hygiejnepakker. Der mangler sengetæpper, vand, sæbe, håndsprit og andre ting som Røde Kors har købt ind og distribueret.
Etiopien er ramt af kraftige regnskyl et land som ellers tidligere har ramt af tørke. Mere end en million mennesker er påvirket og 300.000 er fordrevet fra deres hjem på grund af regnen. (Foto: Røde Kors)
Kristin Skov-Spilling, der er landechef for Røde Kors i Etiopien fortæller: ”Straks efter COVID-19 blev opdaget i Etiopien i marts, gik Dansk Røde Kors sammen med Etiopisk Røde Kors i gang med at respondere. Der blev kørt biler ud på gaderne med store højttalere for at dele information til befolkningen” (Foto: Røde Kors)