Før jul inviterede de frivillige i Røde Kors’ teamet Venner Viser Ve de ukrainske flygtninge i Hørsholm kommune til julefest med danske traditioner og typisk dansk mad, som man kender det fra en julefrokost. Igen var Røde Kors’ forenings- og undervisningslokaler på Savsvinget rammen for en festlig sammenkomst.
Mellem jul og nytår var det de ukrainske flygtninge, der var værter. De havde geninviteret deres danske venner, og sammen fejrede man jul og nytår på ukrainsk manér med masser af traditioner, sang og levende musik samt godteposer til alle børnene.
Til enhver god fest hører et veldækket bord, og det var overvældende, hvad der blev disket op med af hjemmelavede ukrainske specialiteter på den store buffet.
På bordet var der Oliv’ye salat, som bliver serveret i tarteletter, en specialitet som mange eks-USSR lande har på nytårsbordet. Der var også Sauerkraut, Vareniki, en slags dumpings, og noget som også er populært – ”Sild under pelskåbe”. Der var desuden fyldte æg med kogt æggeblomme og tun – en blanding af nytårs- og julemad. Den ukrainske jul fejres den 6. januar.
Olga Sofonova, som er en de danske venner, der har været med fra opstarten af Venner Viser Vej i Hørsholm, siger:
“Det var en fornøjelse at holde et nytårs arrangement for ukrainske venner i Hørsholm. Her fortalte de om jule- og nytårstraditionerne i Ukraine og præsenterede nytårsbordets specialiteter. Mange har lært at den verdensberømte julesang “Carol of the bells” stammer fra Ukraine, og den blev også sunget denne aften af dygtige ukrainske børn. Vi håber at nytåret bringer fred og kærlighed, men indtil da vil vi gøre alt vi kan for hjælpe vores ukrainske venner i Hørsholm med at have værdigt liv.”
Olga er 44 år og kommer fra Usbekistan. Hun har boet i Danmark i 20 år. Olga fungerer gerne som tolk for de danske venner, da hun taler ukrainsk. Jerry Ritz, bestyrelsesmedlem og aktivitetsleder for kommunikation i Røde Kors Hørsholm, siger:
”Olga er en stor hjælp, og jeg var glad for at hun kunne oversætte den tale jeg holdt ved festen med vores ukrainske venner. Jeg takkede dem for den gode mad de havde lavet, og jeg lod dem vide, at vi tænker på de familiemedlemmer og andre landsmænd, som de har forladt for at komme i sikkerhed her i Danmark”.
En af deltagerne, Ivanna Samani (27 år), skrev efterfølgende til Røde Kors:
”Mange tak for sådan en sjælfuld atmosfære og gæstfrihed”.
”Den slags varmer. Det er dejligt, at vi lokale frivillige kan gøre en forskel for vores gæster fra Ukraine,” siger Jerry Ritz.